Jeg regner

Tim Pallis

Keiji Nishitani (1900-1990) var e elev af grundlæggeren af Kyoto Skolen Kitaro Nishida (18701945). Han var professor i religionsfilosofi ved Kyoto University og den mest betydningsfulde tænker i Kyoto Skolen. Han var også praktiserende zen buddhist.

I 1979 gik jeg til Nishitanis onsdags forelæsninger over Hekigan Roku eller Blåklippe-optegnelserne i Eastern Buddhist Society på Otani University i Kyoto. Hekigan-Roku er en koan-samling, som er kommenteret af den kinesiske zen mester Yuan-Wu (1063-1135).

En dag kom professor Nishitani ind på et eksistentielt spørgsmål om gensidig betinget eksistens. Jeg bemærkede, at jeg godt kunne forstå, at det askebæger, som står her på bordet er betinget af eksistensen af hele universet. Men jeg kan ikke forstå, at askebægerets eksistens også betinger eksistensen af hele dette univers.

For at gøre spørgsmålet mere menneskeligt og personligt relevant i stedet et filosofisk eksistensproblem kunne man f.eks. sige, at jeg godt kan forstå, at min egen eksistens er betinget af hele universets eksistens. Det lyder jo ret meningsfuldt. Men jeg kan ikke forstå, at min egen eksistens også betinger eksistensen af hele dette univers. Det lyder ikke meningsfuldt.

Lad os nu prøve på at formulere spørgsmålet på en lidt anden måde ved at undgå at bruge den personlige genitivform "min egen eksistens" og ombytte den med udtrykket "min bevidsthed". Det er dog med "min bevidsthed" og "mine sanseindtryk", at jeg netop opfatter universets eksistens.

Man kan da sige, at jeg godt kan forstå, at min bevidsthed er betinget af dette univers eksistens. Det lyder stadig meningsfuldt. Men jeg kan ikke forstå, at min bevidsthed og mine sanseindtryk også betinger eksistensen af universet. Se nu bliver det pludseligt forkert at sige, at dette udsagn er meningsløst. For det lyder jo ganske rimeligt, at min bevidsthed og sanseindtryk betinger den opfattede eksistens af universet.

Det skal dog siges, at vi her jo har til tusket os den rettelse ikke at tale om universets eksistens som sådan, men om det opfattede univers eksistens. Men det er konsekvensen af at skifte den filosofiske tale om det objektive univers eksistens ud med den subjektive opfattelse af universets eksistens.

Det er selvfølgelig i stil med den solipsistiske empiri esse est percipi, at væren er at blive opfattet.

Lad os nu forsøge, at gøre situationen endnu tydeligere ved at undgå at bruge noget personligt pronomen eller en genitiv overhovedet. Vi får da følgende to udsagn. Det første er det ubetvivlelige meningsfulde udsagn, at det er forståeligt, at bevidstheden er betinget af dette univers eksistens.

Det andet udsagn lyder nu, at det ikke er forståeligt, at bevidstheden også betinger eksistensen af universet. Dette udsagn lyder nu som det rene vrøvl, fordi det er meget forståeligt, at bevidsthed betinger eksistensen af dette opfattede univers. Væren er at blive opfattet.

Den filosofiske dualisme, som adskiller subjekt og objekt har ikke nogen løsning på omverdensproblemet. Men den levende ikke-dualistiske opfattelse kan løse omverdensproblemet ved at erkende, at omverden slet og ret ikke eksisterer. Der er ingen adskillelse mellem subjekt og objekt - de er nemlig ét og dog to i det gemytlige praktiske liv. Den ikke-dualistiske sansning af virkeligheden foregår hvert øjeblik i et menneskes liv, uden at man er bevidst om det. Var man det, ville denne "bevidsthed om" adskille subjekt og objekt.

Den levende ikke-dualistiske sansning af virkeligheden er et evigt nuvær, hvor der ikke er nogen adskillelse mellem den opfattende og det opfattede. Det er derfor meningsfuldt at sige, at bevidsthed er betinget af det opfattede univers og omvendt at sige, at det opfattede univers er betinget af bevidsthed. Der er her i ikke-dualistisk forstand ingen adskillelse mellem bevidshed og det opfattede univers. Men det er vigtigt at fremhæve, at denne enheds-erkendelse er en ikke-tidslig situationstotalitet.

Lad os nu prøve, at få denne spirituelle ikke-dualistiske metafysik ned på et mere mennskeligt og personligt plan. Jeg ligger i min seng en sen nat og er stadig lysvågen. Jeg lytter til, at det regner. På et tidspunkt indser jeg, at der ikke er nogen adskillelse mellem bevidsthed og lyden af regn. Der er derfor heller ikke længere et skel mellem min egen eksistens og regnen, der falder. Det kan bedst formuleres med udsagnet: "Jeg regner". Her er omverdensproblemet løs. Min identitet er nu regnen, som høres. Jeg har ikke længere brug for en ydre virkelighed. Det er et nuvær, hvor væren er lyden af regn.